Jul med vores CEO
EN SÆRLIG TID PÅ ÅRET
Jul hjemme hos Nadia Lassen
Julen er en særlig tid hjemme hos Nuuras CEO og medstifter Nadia Lassen. I familiens villa på Frederiksberg i København er december fyldt med traditioner, nærvær og små øjeblikke, der samler familien. Her mødes klassisk julepynt, levende lys og personlige minder i en varm og indbydende atmosfære.
En jul fyldt med minder
For Nadia handler julen om traditioner og genkendelighed. Hvert år finder familien den samme julepynt frem, og mange af dekorationerne bærer på særlige minder.
"Jeg er nok langt mere traditionel til jul, end jeg ellers er i min indretning. Jeg elsker julen og hele december måned, og for mig hænger julen meget sammen med traditioner og genkendelighed."
Særligt stjernen på juletræet, som er lavet af Nadias mormor, og en lille karrusel fra den vinterdag i Tivoli, hvor hun mødte sin mand Kasper, har en særlig betydning.



Lyset skaber stemningen
Som medstifter af Nuura ved Nadia, hvor stor betydning belysningen har for stemningen i et hjem. Det gælder særligt i vintermånederne, hvor dagene er korte, og mørket falder tidligt på.
"Lys er helt afgørende for, hvordan vi oplever et rum, og måske særligt om vinteren. Jeg arbejder meget med flere forskellige lyskilder og forskellige højder i rummet i stedet for bare at tænde loftlyset."
Til jul kombinerer Nadia det varme lys fra lamperne med levende lys, gran og naturlige materialer. Få, velvalgte detaljer skaber en rolig og personlig julestemning med plads til både hygge og nærvær.
En familieopskrift på vaniljekranse
Julens dufte og smage er en vigtig del af de traditioner, vi deler. Vaniljekranse er en dansk juleklassiker, der vækker minder og bringer generationer sammen. I Nadias familie er der en særlig opskrift på vaniljekranse, som er en sikker vinder hver jul.
Ingredienser
• 500 g hvedemel
• 375 g smør
• 250 g sukker
• Vaniljekorn fra ½ vaniljestang
• 2 æggeblommer
Fremgangsmåde
Smørret smuldres i melet, hvorefter vaniljekorn og melis tilsættes.
Dejen samles med æggeblommerne, æltes godt og lægges i køleskabet eller endnu bedre i en kølig kælder, da den ellers kan blive for stiv.
Dejen presses gennem en kødhakker med dejplade eller rulles til pølser med en diameter på ca. 9 mm. Dejpølserne skæres i stykker på ca. 10 cm, formes til små kranse og bages ved 200 °C i ca. 10 minutter.
Julens magiske øjeblikke
Julen hos familien Lassen er fyldt med traditioner. Et par dage før juleaften laver Nadia julekonfekt med en veninde, og den 23. december samles familien for at pynte juletræet og spise risengrød.
Juleaften fejres hjemme med kirkegang, Disneys juleshow, klassisk julemiddag og dans omkring juletræet.
"Det allerbedste ved julen er børnene. Deres forventningsglæde, fantasi og begejstring gør julen helt særlig."
For Nadia handler den perfekte jul ikke om, at alt skal være perfekt, men om at skabe en afslappet og indbydende atmosfære, hvor familie og venner føler sig hjemme.


En jul, der skaber minder
For Nadia er den smukkeste jul den, hvor hjemmet afspejler de mennesker, der bor der. Hvor arvestykker, børnenes hjemmelavede pynt og varme lyskilder skaber en stemning, der føles personlig og ægte.
"Julen behøver ikke ligne et magasin eller være perfekt koordineret. De gamle julekugler, børnenes hjemmelavede pynt eller noget, man har arvet, er ofte det, der gør hjemmet personligt."
For i sidste ende er det ikke pynten, men de mennesker og minder, vi omgiver os med, der gør julen helt særlig.
Produkter
Miira Wall Outdoor, Miira Wall, Blossi Floor, Apiales 9 Ceiling, Petalii Floor
Designer
Sofie Refer, Nika Zupanc
Fotograf
Stine Christiansen














